Kære Anna - min hjerteveninde
Der er noget, jeg har båret længe i hjertet, og som jeg nu betror dig.
Du husker måske stykket – det med handsken. Hvor hun kaster den foran ham, som ville have det hele.
De kaldte det sædelighedsfejden.
Hvordan kan vi elske, hvis vi ikke mødes som lige?
Hvordan kan to stå side om side, hvis kun den ene må tage skridt i verden, mens den anden skal træde sagte?
Det handler ikke om skam eller dyd, men om gensidighed.
Om et fællesskab, hvor begge må få lov til at være hele – med længsler, fejl, styrke og sårbarhed.
Hvis han må bære begær, må vi bære vores. Hvis han må træde frem, må vi også.
Hvad der gælder for ham, må gælde for os.
Jeg tror ikke, hun kastede sin handske i vrede. Jeg tror, hun kastede den i håb.
Et håb om en kærlighed, hvor ingen skal være mindre for at den anden kan være mere.
Jeg skriver det til dig, Anna, fordi jeg håber, du forstår det med hjertet.
Og fordi jeg tror, vi er flere, der mærker det nu – noget nyt, der vil vokse frem.
Din for altid
Marie
